Der er blevet meget mere trafik mellem Danmark og Tanzania. Der har været en del forskellige gæster, og der kommer flere. Det er dejligt, at vi er sluppet fri for restriktionerne. Det er også skønt at kunne fortælle om vores arbejde til gæsterne.

Palmesøndag prædikede Bent i vores sognekirke, og vi havde besøg af Luthersk Missions Efterskole fra Løgumkloster (LME), der medvirkede med en sang under gudstjenesten. Billedet er taget uden for kirken efter gudstjenesten. Dagen før blev de vist rundt i Soma Biblia, og fik fortalt om blandt andet Fikia Maisha projektet.

Her ses Fikia Maisha bøger til UKWATA (KFS-lignende) i en lagerhal. Vi var ude på CCT’s compound i Dar es Salaam for at se til bøgerne, og for at have et møde med ledelsen af UKWATA, der hører under CCT (en mellemkirkelig organisation for evangeliske kirke i Tanzania). Vi skulle lave en plan for, hvordan vi får undervist UKWATA-ledere fra de enkelte skoler.
Det blev aftalt, at vi skulle undervise lederne, når de var samlet på de meget populære påskelejre for elever fra secondary skolerne. Vores Fikia Maisha team havde fået mange invitationer til at medvirke på lejre. Vi havde 5 af vores medarbejdere med på påskelejre rundt i landet. Desuden skulle nogle af de præster, som vi har undervist på nogle af vores seminarer i kirkerne, undervise på andre påskelejre. Så i alt 10 påskelejre ud af 42 blev besøgt i forskellige dele af Tanzania.
Der mangler altså at blive undervist om Fikia Maisha i 32 af de 42 regioner, UKWATA er inddelt i bl.a. mangler vi at komme over I den vestlige part af Tanzania. Det bliver virkelig spændende at se, hvordan Gud vil lukke dørene op.


I Moshi var der samlet 906 unge, og i løbet af lejren tog 316 imod Jesus som deres frelser.
I Tanga var der 670 unge, og 145 tog imod Jesus.
Jeg har endnu ikke det fulde overblik over, hvor mange ledere der er blevet undervist i de forskellige områder, men det er rigtig mange.
Vi skal have lagt en strategi for den videre undervisning sammen med ledelsen af UKWATA.
Soma Biblia har lige afsluttet regnskabsåret, det har været og er stadigvæk bøvlet, fordi vores gamle økonomi- og lagerstyrings program ikke har fungeret, som det skal. Med opstart af det nye regnskabsår 1. april bliver der også installeret en opgraderet udgave af Pastel, som programmet hedder.
Vores medarbejdere er meget tålmodige, men det er frustrerende, når der skal skrives kvitteringer i hånden, fordi tingene ikke er oppe at køre. Senere skal det hele så manuelt føres ind i programmet.
Vi havde i regnskabsåret 2021-22 en meget stor omsætning, Det betyder, at rigtig mange bibler, sangbøger og god kristen litteratur er kommet ud til utroligt mange mennesker i Tanzania – til både børn, unge og voksne. Vores vision lyder: Evangeliets ord til alle generationer i Tanzania!
Det har været meget varmt siden vi kom tilbage efter orlov i begyndelsen af februar, det tærer på kræfterne. I skrivende stund er det begyndt at regne, og det betyder at temperaturen er gået 5 grader ned. Men så er der selvfølgelig luftfugtigheden …
Her i påsken har vi færdiggjort 12 stykker til Bibelnøglen udgivet af Bibellæserringen i Danmark. Vi har arbejdet med Esajas’ bog kap. 1-9. Det har været meget spændende at fordybe sig i teksten. Det, jeg lige kommer til at tænke på nu, er de 4 forskellige navne/egenskaber Jesus har.” Underfuld Rådgiver”; ”Vældig Gud”; ”Evigheds Fader”; ”Freds Fyrste”. Det er navne, som man kan reflektere længe over.

Om aftenen eller på en fridag elsker jeg at lave håndarbejde. Bents fødselsdagsgave sidste år var et løfte om hjemmelavede stolaer til hans præstedragt. Det har taget ca. et år at lave dem, hvor der samtidig også har været tid til at strikke til børn og børnebørn. Nu er de 3 færdige. Jeg mangler den hvide. Stolaerne følger kirkeårets farver. Den lilla er den, Bent brugte Palmesøndag.
Trafik i Tanzania er noget af en oplevelse. Normalt er jeg meget på mit kontor, men de sidste uger har jeg været igennem byen nogle gange i forbindelse med, at jeg fik fornyet min opholdstilladelse. En vej, der normalt ville være med et spor i hver sin retning, bliver i myldretiden nogle gange 4 sporet.
Landcruiser, tuktuk og måske en motorcykel i midten kører i et spor, og imod os kommer en bus og en motorcykel. Alle fletter sig ind imellem hinanden, og der var ingen sammenstød i denne omgang. Desuden er der cykler og fodgængere. Sågar træ-kærer fyldt med brædder eller alt muligt andet, som bliver skubbet af en mand, kan vi møde i trafikken.
På turen til Bagamoyo i Påsken var der store vandpytter, og en møbelforretning som kun var en presenning med jordgulv, havde store problemer med at holde sofaer og lænestole tørre. Køer og geder går og græsser i vejkanten. De er heldigvis bundet.
De store busser fra Arusha, som kører ind til Dar es Salaam via den vej, vi kørte på, lægger sig ud i modkørende vejbane og dytter og forventer at modkørende viger. Hvilket de også gør. Når vejen snævrer ind pga. af boder i begge sider og mindre busser, der holder ind for at sætte passagerer af og få andre ombord, skal man virkelig holde tungen lige i munden for at styre igennem.

Helt galt kan det gå, hvis der er vejarbejde. I Dar er der i flere retninger ud af byen lavet en busbane i midten af den almindelige vej. Det er til hurtigbusser. Det fungerer lidt som S-tog i Kbh. eller letbane i Aarhus. Det er med til at mindske antallet af biler og små busser i den almindelige trafik. Det fungerer rigtig godt, der hvor det er lavet færdigt.
Den forrige præsident satte rigtig meget arbejde i gang med infrastrukturen. Der er bygget mange nye broer og asfalteret mange veje, og en elektrificeret togbane fra Dar via Morogoro til Dodoma (hovedstaden) er godt på vej. Disse tiltag er medvirkende til, at vi kan kommer hurtigere frem og rundt i landet.