Nybrud og familiebesøg

Soma Biblias nye forretning i Dodoma er godt i gang efter en dejlig indvielse. Indvielsen lå i forlængelse af åbningsmødet for Fikia Maisha mødet d. 9. oktober. De fleste af præsterne m.fl., som deltog ved mødet, tog med til indvielsen af butikken, hvor der skulle klippes snor over. På billedet er de ved at sætte snoren op.

Når vi har åbningsmøde med Fikia Maisha, klipper vi også bånd over, og der bliver bedt for bøgerne og de unge, der skal læse dem. Bent kunne denne gang være med til at bede, fordi han var i Dodoma i forbindelse med indvielsen af butikken.

I Dodoma kom der ikke så mange deltagere til vores seminar, som vi havde håbet, men dem der kom, var meget motiverede. Det er spændende at følge, hvor mange grupper der bliver dannet.

Efter næsten 38 år var det specielt at se sprogskolen i Morogoro, hvor Bent og jeg lærte swahili i 1983. Bag ved bilen er bygningen, hvor vi havde 2 værelser, da vi gik på sprogskole. Alt lignede sig selv, men træerne er blevet meget større. På billedet herunder er det vores barnebarn Anna, som står ved foden af et træ, som allerede var stort, da vi var på sprogskolen. I baggrunden er der et megastort baobabtræ, som også var der dengang.

Det har været virkelig skønt med besøg fra DK af vores datter Johanne og vores barnebarn Anna. De fik lov til at opleve vores hverdag med masser af arbejde i Dar es Salaam, men også en safaritur, hvor vi så vilde dyr samt lidt ferie med badning i det indiske ocean. Det blev til masser af hygge og spil, og efter Annas mening meeeeget lange køreture 😊

Is skal der til, når det er varmt. I Bagamoyo, i nærheden af hotellet ved havet, var der et minimarked. Da vi kiggede i fryseren, blev vi noget overraskede. Fiskene var bare smidt ned i fryseren sammen med isene.

I denne uge er Soma Biblia, Luthersk Mission og menigheden i Wazo Hill i gang med et evangelisationsfremstød i et område syd for Dar es Salaam. Bent tog derned søndag morgen kl. 5 og var hjemme igen kl. 23. Det tager knap 4 timer at komme derned. Bent skulle prædike til gudstjenesten og også ved åbningsmødet. Ud over det var der forbøn for mennesker, der ville tage imod Jesus.

Desuden var Bent, sammen med en kvinde fra Wazo Hill og en lokal evangelist, med til at bede for en af dem, der havde taget imod Jesus som sin frelser, en kvinde som havde smerter i maven. Det viste sig at være en ond ånd. Hun følte sig helt let i sin krop efter at ånden var blevet drevet ud i Jesu navn. Folk fra menigheden i Wazo Hill og den lokale evangelist vil sørge for at tage sig af hende og give oplæring. I løbet af ugen bliver der vist film om Jesu liv, død og opstandelse.

Bent sagde, da han kom hjem, at det havde været dejligt at prædike, og at han havde kunnet blive ved længe, fordi der var stor åbenhed og folk sugede til sig. På billedet står Bent sammen med evangelisten efter gudstjenesten. Det var alle helgens søndag, og Bent prædikede om opstandelsen fra de døde og om gensynet med dem, der er døde i troen på Jesus.