Ja, det er vi om 12 timer. Lige nu har vi pakket 3 ud af 4 kufferter. Og så er der håndbagagen. Spændende om det hele kan være der! Vores luftfragt med 200 kg kommer først om nogle uger/måneder, fordi papirerne endnu ikke er klar i Tanzania. Men vi er kun os selv, så vi skal nok klare os.
Vi ser med stor glæde tilbage på de sidste tre uger. Det har været hårdt arbejde, men den store opbakning, vi har oplevet fra vores menighed, familie og venner har været ret overvældende og en stor opmuntring. Vi er kommet godt igennem det hele uden mén – undtagen ømme muskler. 😊
TAK – for forbøn – for hilsner, mundtlige og skriftlige – for en fantastisk udsendelsesfest – for hjælp med pakning, bagage og flytning – med meget mere!
Nu glæder vi os bare til at komme på plads i vort nye hjem i Dar es Salaam og komme i gang med arbejdet. Vores kollegaer i Tanzania har sammensat et fint velkomstprogram de første to uger. De første to dage skal vi ikke engang tænke på at lave mad. Den nuværende direktør Ole Malmgaard overdrager til Bent den 7. februar.
Den sidste uge har vi haft meget tid sammen med børn, svigerbørn og børnebørn. En rigtig god tid! Men når man elsker hinanden er afsked jo svært.
Vi oplever, også midt i strabadserne, at Guds gode hånd er over os, og vi har tillid til, at det vil den fortsat være.