Kamel Olie

For en uge siden var Bent og jeg en tur i Iringa for at besøge Soma Biblias bog butik i Iringa. Hanne og Jens Erik var med for at ordne nogle af de ting som en DLM teamleder skal ordne.

Det var rigtig dejligt at komme væk fra Dar es Salaam i 4 dage. Det var meget koldt i Iringa som ligger oppe i bjergene. Det kan sammenlignes med temperaturen i DK om sommeren 😊

Inden man kører op i bjergene, kører man langs Great Ruaha floden. Det syn der mødte os, da vi kom til floden, var voldsomt. Aldrig har der været så store ødelæggelser på bredden af floden i alle de år, hvor vi kørte til Iringa for at aflevere eller hente børnene på kostskolen. Flere steder var der lagt klippeblokke i vejsiden og ved forskellige broer for at stabilisere vejsiden.

Vandets magt er fuldstændig utrolig. Det er vildt mange kubikmeter vand, der er løbet og løber igennen denne flod. Landskabet var blevet helt anderledes.

Tirsdag morgen mødtes Bent og jeg med medarbejderne i bogbutikken. Det var dejligt at lære dem at kende. Bent skulle stå for status opgørelse, og jeg ville gerne lave nogle interviews med medarbejderne. De ville komme ud til mig på den tidligere Danske Skole dagen efter i en bajaji. Det blev nogle gode interviews og i skrivende stund er det første blevet lagt op på Soma Biblias hjemmeside.

Bajaji

Der er tre medarbejdere. Lederen af butikken hedder Elia Mhando. Han har været ansat i 33 år og var muslim, da han begyndte at sælge bøger for Soma Biblia. Gennem bibelstudie, hvor Gud mødte ham med sit ord og ved sin Ånd, blev han en kristen. Elia mødte meget modstand fra familie og tidligere trosfæller, som ville have ham tilbage til islam. Hans forældre forstødte ham. De har dog med tiden tilladt ham at fortælle om sin tro, men de står fast på deres. Han har valgt, at når de har behov for hjælp, så hjælper han dem hurtigst muligt for på den måde at vise Jesu kærlighed.

Elia foran bogbutikken

Det var hyggeligt at være i Iringa igen efter 8 år. Jeg fik mulighed for at gå lidt i forretninger og en tur på markedet. Det var gammelkendt fra den tid, hvor vi havde børn på kostskolen for over 23 år siden, selvom der selvfølgelig er nye forretninger nu.

Det er dejlige smilende medarbejdere: Elia, Emma og Letesi sammen med Bent efter end arbejde

I Iringa hyggede vi os også med de andre missionærer og volontører. Det er godt at kunne spille spil og få grinet sammen. Det var helt uvant at have trøje og sokker på for ikke at fryse.

Både på turen derop og hjem kørte vi kl. 4.30 + – 5 minutter. Det gjorde vi, fordi vi ville undgå de værste bilkøer. Vi gjorde det på 9 timer, der var desværre ikke mange dyr at se, da græsset var højt i Mikumi dyrepark, som vi kørte igennem.

På vejen hjem skulle vi have diesel på. Hvorfor kamel olie skulle være bedre ved jeg ikke. 😊

For Bents vedkommende er ugen efter hjemkomst gået med at få forskellige aftaler på plads og bestyrelsesmøde over Skype. Desuden er der i øjeblikket revision af regnskabet.