Mange søndage kører Soma Biblias medarbejdere ud til forskellige kirker for at sælge bøger efter gudstjenesten. Billedet her er taget af medarbejdere fra Dodoma.
Vi sælger mange børnebibler og udgiver et børnehæfte 4 gange om året, som hedder Twende.

Sidste søndag var Bent blevet spurgt om at prædike i den kirke vi kommer i, når vi er hjemme i Dar. Det var en stor glæde for ham at få lov til at forkynde evangeliet. Prædikenen blev taget godt imod ved begge gudstjenester, hvor der også var nadver.
Efter den første gudstjeneste havde jeg planlagt at gå hjem, men ikke langt fra kirken stoppede en bil, og det unge par spurgte, om jeg ville have et lift, da de alligevel kørte lige forbi Soma Biblia. De havde været vældig glade for gudstjenesten. Samtidig glædede de sig over de bøger, vi udgiver og sælger i Soma Biblia, som de sagde, der udgives mange bøger, som ikke er sund lære og ikke grundfæstet i Guds ord. Dejlige modne kristne. Hun var næsten færdig med lægestudiet, og han havde sit eget IT-firma. Jeg kunne være gået glip af denne opmuntring, hvis jeg havde sagt nej tak til liftet.

De nye Fikia Maisha bøger er nu kommet på plads i lageret
Vi har fået lov til at opbevare vores Fikia Maisha bøger i CCT’s lager hal, hvor de kunne læsses af med gaffeltruck (CCT = Cristian Council of Tanzania). Nu står der mere end 215.000 bøger og venter på, at vi får en plan for, hvordan vi kommer rundt til alle 7 UKWATA-regioner.
Vi har også fået nye Manga Masiha tegneseriehæfter (100.000 stk.), som vi deler ud på folkeskoler og i søndagsskoler. De fortæller om Jesus Kristus fra fødsel til død, opstandelse og himmelfart.

I dag torsdag kommer der 44.000 sangbøger til den luthersk kirke, så vores lagre er ved at være fyldt op.
Det går dog hurtigt med at sælge dem igen. Vi sælger hvert år 225.148 sangbøger af forskellig slags og 122.138 bibler (Tal fra 2020-2021).
Siden vi kom tilbage for en måned siden, har vi været til 2 store fester. ”Send off” for James Sabunis tilkommende Hannah d. 20-2, og James og Hannahs bryllup d. 26-2. James Sabuni arbejder for Soma Biblia, og er min nærmeste kollega. Festerne var lige så pyntede med glimmer og pailletter, som Tanzanierne elsker det.
Send-off er en fest, hvor der officielt gives tilladelse til at parret kan gifte sig. Brudgommen og hans familie har betalt brudepenge til brudens far, og han bekræfter at alt er betalt, og at nu kan brylluppet finde sted. Det er et levn fra gamle dage, men det indgår i festen med forskellige ritualer. Der bliver stadig betalt brudepris. Gommens familie giver en kuffert til bruden, så hun kan flytte fra sine forældre og hjem til brudgommen.
Ved denne send off var der en del traditioner som vi ikke kendte til. Hannahs forældre serverede bl.a. en ”ndafu” for Sabunis forældre. Ndafu er en helstegt ged, som bliver serveret for at ære mandens familie. En skik blandt Wachaga.

Helstegt ged pyntet med spejlæg og tomatskiver = Ndafu
Hannah står i midten med sine forældre ved sin højre side og sin søster ved venstre side.
Regntiden er på vej. Der er virkelig varmt og fugtigt, fordi der jævnligt kommer en byge. Det bliver dejligt, når det regner så meget, at det for alvor får sænket temperaturen. Heldigvis kan vi have aircondition kørende. På den måde kan temperaturen holdes på 25.
Vi er lige kommet hjem fra retræte sammen med vores missionærkollegaer i nærheden af Ngorongoro krateret. Der var det lidt køligere, og vi fik brug for lange bukser og trøjer. Det er dejligt at blive trukket lidt til side for at være sammen om Guds ord. Det var på en kaffe farm, som også er et hotel. Der var stille og roligt.

