I morges sad der en fugl på vores moskitonet som er rundt om vores terrasse på 1. sal. Den sad og kiggede på os. Da vi spiste frokost, sad der igen en fugl på gitteret uden for vores stuevindue og kiggede ind. Hvem er i voliere, fuglene eller os? Ja, hvordan ser vi verden?
Mange af jer i DK føler nok også, at I er i bur eller i hvert tilfælde er begrænset i jeres muligheder for at udfolde jer. Hvad enten vi er indenfor eller udenfor er vi Guds fantastiske skabninger, og vi er højt elsket.
Vi har det godt og føler os trygge. Vi glæder os over, at jeg, Vivi har fået både arbejdstilladelse og opholdstilladelse nu. Bent har endnu ikke fået nogen af delene Der bliver vasket fingre og sprittet af som aldrig før. Der er ingen, der kommer ind i bogbutikken eller ind på grunden, uden at få vasket fingre eller sprittet hænder.

Når vi tager i supermarkedet, får vi målt om vi har feber og skal spritte hænder. I mange stører forretninger er der vand og sæbe.
I går var vi på White Sand Strandhotel og ville have Brunch buffet, som vi har prøvet et par gange før, men der var stort set ingen gæster. Buffeten var lukket, men vi kunne bestille morgenmad. Derefter ville vi i poolen.

Det var dejligt, men det er specielt at være på et stort flot hotel og være de eneste gæster så nær som én. Vi var hele møllen igennem med måling af temperatur og sprit på fingrene. Vi var der ude sammen med 2 volontører og Margunn og Geir Tore, som skulle rejse til DK/Norge senere på dagen. I skrivende stund er de kommet godt til Danmark.

De officielle tal siger at der er 19 smittede i Tanzania. Alle skoler og højere læreanstalter er lukket. Folk hilser ikke med håndtryk eller kram. Hvis man vil ind i Tanzania, skal man i karantæne i 14 dage for egen regning. I Dar es Salaam sker det på et af strandhotellerne.
Vi prøver at holde fryser og lager vel assorteret i tilfælde af, at vi får forbud mod at gå ud. Lige nu er der ikke noget, der tyder på det. Flytrafik til og fra Tanzania er næsten indstillet. I den anledning blev jeg i skrivende stund ringet op af udenrigsministeriet, hvor de ville vide, om jeg stadigvæk er i TZ, og om jeg ville hjem.

Det havde Bent og jeg nu allerede givet besked om, at vi ikke ville. Der findes en danskerliste på ambassaden, så de kan have et overblik over, hvor mange danskere der er er i Tanzania.
Siden sidst har Bent haft bestyrelsesmøde over Skype med bestyrelsen for Soma Biblia. Det blev et lidt amputeret møde, fordi halvdelen af bestyrelsen ikke var til stede i Dar es Salaam, og mødet blev holdt på ca. 3 timer.
På mødet var vi optaget af rettidig omhu (krisestyring), ikke mindst i forhold til de ansatte medarbejderes situation og sikkerhed, men også i forhold til økonomien. Vi kan allerede mærke en afmatning i salget af litteratur.
Regnskabsåret bliver afsluttet 31. marts, og det betyder, at der er ekstra meget at se til ud over alle de andre ledelsesmæssige ting. Lageret skal tælles op d. 1. april, så nogle af folkene her på hovedkontoret skal ud i de forskellige afdelinger af Soma Biblia og stå for optælling. Bent tager til Mwanza (med fly).
Endnu er der ikke noget forbud mod flyveture i Tanzania. Vi arbejder, mens det er dag, som Jesus siger! Ledelsen har dog besluttet, at bogbilerne ikke må køre ud på bogture, før vi er på den anden side af corona.
Ved morgenandagterne på grunden bliver der bedt meget for Tanzania, LM, alle missionærerne og corona-smitten. Vi er omsluttet af forbøn og kærlighed.
En af vores dejlige medarbejdere
