I går og i dag har vi forsøgt at puste lidt ud efter en (især for mig) hektisk første måned i Tanzania. Vi tog en tur til stranden og var ude og handle lidt ind. Derefter var der nogle ting, jeg blev nødt til at ordne på kontoret, og så stod den på afslapning igen i går aftes. Vi fik også talt med og set vores søn Hans og hans familie via WhatsApp.

I dag var vi med vores salgschef til en international gudstjeneste kl. 8.00, hvor han solgte bøger, og Vivi og jeg blev velsignede af en dejlig gudstjeneste med god lovsang og bibelundervisning. De fleste var af afrikansk oprindelse, men alt foregik på engelsk. Mathayo blev tilbage og tog også de næste to gudstjenester med. Soma Biblia (SB) har en del litteratur på engelsk.
Én af lederne af KFS’s arbejde (kristent arbejde blandt studerende) i Dar es Salaam var til stede. Vi talte med hende, og jeg gav hende et gratis eksemplar af min bog på swahili: ’Jenga Daraja’ (= ’Byg bro’ – en bog om hvordan man prædiker evangeliet).
Vi var hjemme igen før klokken blev 10, og så har vi slappet af, indtil jeg her efter kaffen igen måtte på kontoret for at ordne et par ting og skrive dette blogindlæg.
Når jeg ikke kan forstå, at der kun er gået en måned siden vi ankom til Tanzania, skyldes det, at der er sket så utrolig meget. Efter en uge med masser af informationer fra den afgående direktør, Ole Malmgaard, fløj Vivi og jeg til Arusha, hvor Soma Biblias forlagsafdeling ligger tillige med et lokalt SB-bogsalg.
Herefter havde vi en uge i Dar es Salaam, hvor Ole var rejst, og jeg stod med ansvaret. Her var vi bl.a. til vores første gudstjeneste i en luthersk menighed. Præsten havde inviteret mig til at prædike på swahili, så jeg havde præsteskjorte og hvid kjole på. Det var en rigtig god oplevelse, selvom sveden haglede af mig 😊

Så gik turen igen nordpå til DLM-missionærernes og volontørernes årlige retræte syd for Kilimanjaro. Vi kørte sammen med vores gode naboer Hanne og Jens Erik Agerbo, og det var en heldagstur. På vej tilbage havde vi også Simon Nybo Pedersen med, vores bogvolontør i Dar es Salaam.
‘Partners’ med norske missionærkollegaer Passionsfrugter købt på vej hjem fra retræte
Tilbage i Dar es Salaam skulle jeg allerede dagen efter flyve til vores afdeling i Mbeya, hvor der var lageroptælling. Her har SB lager, butik og to bogsalgsbiler, og som HR-ansvarlig skulle jeg have samtaler med alle medarbejderne dvs. fem personer. Mathayo var ankommet dagen før. Et sådant besøg kaster en hel del arbejde af sig bagefter.

Efter hjemkomst i torsdags skulle jeg ind og præsenteres for den lutherske biskop i Dar es Salaam sammen med Jens Erik Agerbo. Det blev til to timers rigtig god samtale, hvor vi berørte forskellige emner bl.a. at vi gerne vil have flere tanzaniske skribenter på banen, hvilket han gerne vil hjælpe os med. Det viser sig, at han også er interesseret i fodbold og synes godt om Liverpools træner Jürgen Klopp. Jeg kunne fortælle, at jeg er Liverpool-fan 😊
Vivi er kommet godt i gang med sit arbejde og er ved at skrive nogle ting. Hun har også mødt et par interessant kvinder, der kender til kirkens kvindearbejde og arbejdet med børn og unge.
Jeg har fået afslag på ansøgning om arbejdstilladelse to gange, og nu er der rejst en appelsag. Nye informationer tyder dog på, at der måske er et gennembrud på vej i sagen. Det glædelige er, at Vivi har fået sin arbejdstilladelse! Tag det med i din bøn.
Passionsblomst Kage sikret mod myreinvasion (voldgrav med vand!!!)
Vi har det godt, har nok at se til, har gode medarbejdere og oplever Guds godhed og omsorg i vores hverdag hernede.
Kærlig hilsen Vivi og Bent