Det almindelige består i, at ingen dage er ens. Man kan aldrig helt vide, hvad der kommer til at ske. Det gjaldt også dagen i dag onsdag d. 15. april. Det gør livet her spændende og alsidigt.
”Dagen” begynder alt for tidligt. Jeg vågner kl. 3.45 ved lyden af alarmen ovre fra kontorbygningerne. Inden jeg når at komme til mig selv, få tøj på og komme ned og ud, så har alarmen deaktiveret sig selv. Nu er jeg så lysvågen!
Jeg går en runde og tjekker. Der er ikke noget at se. Vagtmændene har heller ikke set noget. Det er formentlig et firben, der har aktiveret den. Vagtselskabet plejer at være her kort tid efter, og det var de også denne gang.
Vivi og jeg har før oplevet at overhøre alarmen. Det er, når vi sover med aircondition tændt og vinduerne lukkede. Men nu er regntiden begyndt og temperaturen er faldet lidt. Så sover vi med åbne vinduer og viften tændt i loftet.
Jeg er vågnet op med hovedpine og opgiver ret hurtigt at falde i søvn igen. Jeg står op, vasker hår, går ned i køkkenet og finder noget yoghurt frem. I et nærliggende supermarked kan vi købe en rigtig god yoghurt – i fem liters spande 😊
Jeg smuldrer noget rugbrød på. Vivi har lavet surdej og bager rugbrød, dejligt. Lidt sukker og jordnødder kommer der også på. Det er jo bedst at spise noget sammen med pillerne.
Så stener jeg lidt på YouTube. Ligger lidt på sofaen, beder, døser lidt hen. Vivi kommer ned og finder morgenmaden frem. Jeg har jo tyvstartet, men hjælper med at få det sidste på bordet.
Vi holder fælles andagt inden dagen begynder. Beder for vores kære i Danmark, for vores menighed i Aalborg og for Soma Biblia. Vivi rydder af, medens jeg går over og gør klar til morgenandagt for alle medarbejderne.
Jeg finder, at Mathayo, vores salgschef, allerede er kommet og har lukket op og fundet bibler og sangbøger frem. Han har ellers en tur på to timer med bus. Vi besøgte ham og hans søde kone og to små drenge 2. påskedag. Det tog over en time at køre derud med bil. Og så er vi stadig ikke ude af storbyen Dar es Salaam.
Medarbejderne leder andagten én uge ad gangen på skift, men listen er ikke blevet fornyet. Så i dag spørger jeg James Sabuni, redaktør i forlagsafdelingen, om at lede os. Det gør han gerne. Stort set alle er kommet til tiden i dag dvs. kl. 7.50. Vi er 21 mennesker. Sikke en dejlig sang der er.
I bønnen bliver der hver dag uden undtagelse bedt for landet med tanke på corona. 53 er nu testet smittede i Tanzania og 3 er døde (to dage efter, da dette indlæg sendes afsted, er tallet steget drastisk til 147 smittede). Først på ugen blev al udenrigsflyvning lukket ned.
Jeg taler lidt med Jens Erik Agerbo efter morgenandagten. Vi har brug for at holde et ledelsesmøde. Med så mange der omgås hinanden hver dag, så vil der opstå udfordringer, og det må vi tage hånd om som ledere, så vi kan bevare en god stemning og et godt fællesskab. Mødet bliver i morgen.
I dag skal jeg tale med den afgående direktør Ole Malmgaard over Skype. Der er stadig nogle ting, han mangler at sætte mig ind i. Men inden da skriver jeg en mail og indkalder de fem ledere (inkl. mig selv) fra DLM og Soma Biblia til mødet i morgen.
Kl. 9.30 ringer jeg til Ole, og på to timer når vi tre af punkterne. Resten tager vi i morgen eftermiddag. Medens jeg taler med Ole, sker der ting og sager uden for, og der er også flere gange folk, der banker på. De får så lige hilst på Ole også.
Midt i det hele er der så en stor lastbil, der bakker ind gennem porten og hen forbi mit vindue. Der er 120 kasser med genanvendelige bind til masaipiger, som skal fragtes til Arusha, hvor et projekt kører under Ruth Bach-Svendsens ledelse sammen med det lokale stift.
Mathayo vil så vide, om den bog, der kom fra trykkeriet i går, også skal sendes til Arusha, for så kan de komme med samme bil, og vi kan spare udgifter. Det ved jeg ikke, om de skal. Vi skal have fat i forlagschefen Philip Bach-Svendsen, som er i DK. Ole ringer til ham, medens vi tager en pause i Skype snakken. Philips svar er, at 500 stk. af den nye andagts bog skal sendes med lastbilen. Det er en oversættelse af en del af Carl Oluf Rosenius’ andagtsbog.
Nå, nu må jeg hellere holde for denne gang. Jeg kunne også have fortalt om medarbejderen, som Vivi og jeg hjalp med nogle penge, fordi han var blevet bestjålet. Eller om Six, der gav mig sin telefon, så jeg lige kunne hilse på en gammel bekendt fra Ulanga (Angela Msita).
Eller om min tur hen til hæveautomaten, så vi kunne få betalt for lønnen til vores hushjælp i første kvartal. Eller om en fødselsdagshilsen på Facebook til min svigerinde. Eller om min mail med forslag til, hvordan vi kan nyindrette butikken i vores afdeling i Mwanza. Eller om de friturestegte bananer jeg nød sammen med Vivi ved fyraften kl. 17.00. Eller …
Vi har det godt. Det giver meget mening at være her. Vi savner vores børn, svigerbørn og børnebørn meget, men vi kan heldigvis tale med dem over Messenger (live) – ligesom mange af jer må gøre det i denne tid med jeres kære og venner.
Jeg har stadig ikke fået Workpermit, det er fortsat et bedeemne. Vivi er meget tæt på at have fået alle sine papirer og officielle registreringsnumre.
Nogle venner i Danmark mindede os om Salme 91 i Bibelen. Den er vi blevet rigtig glade for.
Vivi og Bent