5 kasser bøger – 5 liter desinfektion – 500 ansigtsmasker

Forberedelser til næste Fikia Maisha seminar i Iringa. Det er nu blevet nødvendigt, at vi sørger for beskyttelse for deltagerne på åbningsmødet og til seminarerne. På billedet er der også en kasse med diplomer til deltagerne.

Der kom til at gå længere tid inden, jeg kunne skrive denne blog, end jeg havde troet. Vi havde en fantastisk uge med forberedelser og til afvikling af åbningsmøde og seminar. Desværre fik jeg påvist Corona nogle få dage efter, at jeg var kommet hjem. Jeg er endnu ikke ude af isolation endnu, og kræfterne kommer langsomt tilbage.

Da jeg pludselig ikke kunne dufte kaffen eller smage maden, opdagede jeg hvor meget det betyder i forhold til konsistensen af det man putter ind i munden. Er osten gummi og brødet savsmuld?

Sabuni har lige forklaret ved hjælp af en smuk blomst, hvordan man kan ødelægge ens kommende ægteskab, hvis man har haft sex med forskellige partnere inden man bliver gift. Det er som at plukke kronbladene af blomsten, og det der er tilbage er en stilk. Sabuni understregede, at det kun er Gud der kan genoprette og slette ens synd, så man bliver en smuk blomst igen.

Den dag vi kørte til Iringa døde Tanzanias præsident, og to dage efter blev vicepræsidenten, som er kvinde, indsat i stedet for. Der har været landesorg i 3 uger. Den er lige afsluttet nu. Flaget har været på halv, og i fjernsynet har der været sendt sørgemusik og mindeudsendelser om den afdøde præsident. Det er meget spændende at se, hvad der kommer til at ske nu.

Vi var spændt på, om det ville få indflydelse på de møder, vi skulle holde. Det gjorde det heldigvis ikke.  Der kom ca. 70 præster fra forskellige kirker til præsentationen og 200 unge til undervisning.

Der var tid til refleksion og bøn efter morgenandagten, i den forbindelse var der 24 unge som overgav deres liv til Jesus.

Vi efterlod de sidste Fikia Maisha bøger i Iringa til de grupper, der bliver startet op i Iringa.

I Mbeya er alle 600 Fikia Maisha bøger delt ud dvs. mindst 60 grupper af unge er i gang med bibelstudium. 300 er skrevet op i Mbeya på venteliste – vi har ikke flere bøger før trykkeriet i Kina sender nye.

I Soma Biblia har vi lige afsluttet regnskabsåret. Der er blevet gjort status i alle afdelinger under overvågning af en ekstern revisor.

Bent var i Mbeya, og det var en anderledes positiv oplevelse i forhold til sidste år, hvor han sammen med ledelsen efterfølgende blev nødt til at sige farvel til to medarbejdere på grund af alvorlige uregelmæssigheder. De nye medarbejdere har fået en rigtig god start og gør det godt.

I sidste blog indlæg nævnte jeg, at Sabuni og jeg skulle til Morogoro til et seminar. Det var anderledes, fordi vi var indbudt til at undervise i 2 dage på et seminar for evangelister, som arbejder blandt nomader. Det var meget spændende.

Her står vi i kø til et af måltiderne.

Sabuni og jeg kørte i hans bil, som desværre kørte varm bare en time fra Dar es Salaam. Vi fandt en mekaniker, hvor vi ventede i ca. 4 timer i den varmeste tid på dagen.

Om det var fordi for mange mekanikere gør arbejdet vanskeligere melder historien ikke noget om.

Vi var heldigvis kørt hjemmefra i god tid.